Mine første to uger på arbejde

Så er der gået to uger siden jeg startede på arbejde og det er gået forrygende stærkt. Jeg har fået en virkelig god mentor som er god til at lære fra sig, hvilket er en absolut nødvendighed da min viden inden for datawarehousing er meget begrænset. Derfor har jeg planlagt et par kurser i København hvor jeg skal dygtiggøre mig inden for Oracle som er et avanceret Database Management System. Jeg skal også have andre kurser inden for avanceret brug af UNIX og shell-programmering. På den måde skulle jeg gerne blive klædt godt på til at løse opgaver mere selvstændigt end jeg gør lige nu.

Mine arbejdskolleger er vildt flinke og dygtige (og tålmodige), og arbejdsmiljøet overgår alle mine forventninger. Det er meget anderledes end det jeg kender fra universitetet, hvor vi alle var på samme niveau og vi så at sige startede på nu hver gang. På mit nye arbejde er jeg kommet ind i et veletableret arbejdsmiljø hvor alle er hjælpsomme og har en meget stor viden inden for mit nye arbejdsområde. Det gør at jeg kommer langt med mine opgaver, men det kan til tider gå lidt for stærkt til at jeg kan holde styr på alle detaljer. Men jeg kan mærke at min forståelse bliver bedre og bedre og min arbejdsopgaver bliver mindre kaotiske.

Alt i alt er jeg meget glad for mit nye job, og jeg kan mærke at det er et sted jeg virkelig kan dygtiggøre mig og blive udfordret gennem mine arbejdsopgaver og ikke mindst udfordret af mine kollegers humor.

Share