Forårsbeskæring med Bosch AXT 23 TC

Bosch AXT 23 TC

Jeg er netop blevet den lykkelige ejer af en Bosch AXT 23 TC kompostkværn, og jeg må sige at jeg er ret imponeret over hvor godt den arbejder sig gennem alt fra små bløde grene til tykke gamle hårde og visne grene. Jeg anvendte den til oprydningen efter nedskæring af de tre store dronningebuske (Kolkwitzia amabilis). De kom til at virke ret store efter jeg havde lavet en kraftig beskæring både troldhassel (Corylus Avellana Contorta) og japansk hvidspættet pil (Salix integra ‘Hakuro Nishiki’).

Selv om jeg er jyde og har jydekrog på bilen, så har jeg ingen trailer og har heller ikke lyst til at anskaffe mig en. Vi har flere gange lånt min nabos trailer og det er primært til det grove haveaffald, som bliver komposteret på den lokale genbrugsplads. Derefter kan man så hente gratis kompost og det er sådan set en god service. Jeg laver også selv kompost i vores tre 450 liters kompostbeholdere, men det er et stort arbejde at klippe alt i små stumper med håndkraft. Af og til bliver det ret store stumper og det giver en del sortering når komposten skal bruges. Jeg vil rigtig gerne forbedre jorden i vores bede og også beholde plantematerialet på grunden så det kan give næring til nye planter. Jeg vil dog ikke bruge ret megen tid på dette arbejde.

AL-KO_Dynamic_2500_b

For at komme dette problem til livs, købte jeg for 1 1/2 år siden en brugt ALKO kompostkværn med to roterende knive og det var ikke en succes. De skulle slibes ofte og kværnen ville ikke rigtig tage noget materiale, som herefter ofte blev skudt op af kværnen igen. Desuden larmede den voldsomt og støvede. Jeg har i længere tid set på kværne med en valse i stedet for, og da jeg så det nyeste “Turbine-Cut-system” fra Bosch var jeg solgt. Jeg syntes dog at 3000 kr. er en ret høj pris, hvis det skulle vise sig at den ikke virkede efter hensigten. Men efter at have set den virke på youtube (hvorfor er det kun russiske videoer af denne kværn?), var jeg sikker på at jeg kunne få glæde af den.

bosch 'turbine-cut' system

Jeg købte den i går og den blev testet i dag på de tre dronningebuske. De største grene var på lidt over 4 cm i diameter og det tog ikke ret lang tid at kværne materialet. Valsen skulle dog kalibreres én gang undervejs. Den er så lydløs at man ikke har brug for høreværn og den kører som en drøm. Materialet er så finthakket at jeg er sikker på at det kan kompostere til næste år hvis det kommes i kompostbeholder og man holder det fugtigt. Jeg brugte det finthakkede materiale som bunddække til vores nye ligusterhæk mellem et granitbed og hækken, da det er svært at komme til at luge i det hjørne af haven. Jeg er sikker på at jeg får rigtig meget glæde af denne kompostkværn fra Bosch, og det bliver helt sikker meget hurtigere at rydde op i haven og derefter kompostere affaldet.

5-20130409_104253

Skulle jeg give Bosch AXT 23 TC en karakter, så må det med den nuværende oplevelse være 5 ud af 5. Prisen på 3000,- kr. er ret høj i forhold til andre kompostkværne til hobby brug, men den bygget rigtig solidt og virker så perfekt at jeg tror det er svært for konkurrenterne at følge trop. Jeg kan kun anbefale denne kværn!

Hvis man er interesseret i Bosch produkter, så har de en dansk facebook side til deres grønne “hobby” serie og den finder du her: http://www.facebook.com/BoschGoerdetselvDK

Deres professionelle blå serie finder du her: http://www.facebook.com/BoschProfessionalPowerToolsUK og herunder har de en side der hedder “Build it with Bosch” med nogle gode gør-det-selv projekter til hjemmet.

Share