Første møde med Danske Ølentusiaster

Min kæreste Lene og jeg var i går til vores første møde med Danske Ølentusiasters lokalafdeling her i Aalborg. Da vi er helt nye medlemmer af denne forening, så besluttede vi os for at deltage ved et hyggeligt møde på Søgaards Bryghus hvor vi ved samme lejlighed kunne møde andre medlemmer og samtidig smage på et par gode øl.

Mit indtryk af foreningen er rigtig godt, og går man med tanker om at skulle brygge sin egen øl, så er der masser af hjælp at hente. Det er ret inspirerende at snakke med mennesker der har forskellige holdninger til øl, og alt den snak om øl har da sat mine tanker i gang omkring ølbrygning – og mon ikke der kommer noget hjemmebryg ud af det på et tidspunkt her i år. Alt i alt var det en meget hyggelig tirsdag aften, og da selskabet og øllet var helt i top, er det da helt sikkert noget Lene og jeg skal deltage i igen.

Jeg bryggede en stout som afgangsprojekt i proces og levnedsmiddel på HTX i Aars i 1997 og den blev rigtig god. Men det er dæleme længe siden og jeg kan knap nok huske hvordan det hele blev til den gang, men jeg har da en detaljeret projektrapport om det et sted nede i kælderen. Jeg kan også huske at jeg skaffede forskellige malttyper, gær, og humle på Thisted Bryghus da det ikke var så nemt at støve de forskellige ingredienser op den gang. Med udbredelsen af Internettet og den øgede danske interesse for mikrobryggerier og hjemmebryg, er det noget nemmere at skaffe meget mere specialiserede ingredienser end i 1997, så jeg tror ikke at den står på stout næste gang. I stedet kunne godt tænke mig at brygge en IPA (Indian Pale Ale) og det er ikke utænkeligt at Lene også vil have gang i noget. Det må tiden vise.

Share