Mac Book’en er faldet godt til

Fredag eftermiddag modtog jeg min Mac Book og efter at have brugt en del tid med den her i weekenden, må jeg sige at den er faldet godt til. Det er en bette lækker sag med en udemærket ydeevne. Den har kørt en del World of Warcraft her i weekenden – dog ikke uden en smule blæserstøj.

Jeg har lidt at vænne mig til da en Mac virker en smule anderledes end en Windows-baseret computer. F.eks. skal der noget af en kombination til for at lave krøllede parenteser, og copy-paste foregår nu med æble+c/v i stedet for ctrl+c/v. Men det er nu spændende at prøve noget nyt, og jeg vil sige at den er meget mere underholdende at bruge min Mac Book end min Windows-baserede IBM Thinkpad T60.

Importering, organisering og redigering af fotos er meget godt integreret, hvilket ligeledes gør sig gældende med musik. Der kræves ikke yderligere programmer for at arbejde med lyd og billeder da iPhoto og iTunes er med som standard. Og med Neooffice som er et open source projekt, har jeg hvad der svarer til Microsoft Office pakken uden at det koster mig noget.

Halo 3 til september

Nu har Microsoft endelig afsløret udgivelsesdatoen for det længeventede Halo 3 og jeg kan næsten ikke vente med at slå mig løs i denne afsluttende del af trilogien der kommer på markedet den 15. september 2007. Jeg har selv Halo Combat Evolved og Halo 2 og jeg har i flere år ventet på at Halo 3 skulle komme. De to første Halo udgivelser, er efter min mening, de bedste spil der er lavet til Xbox og mine forventninger til Halo 3 er meget store da der er en masse nye muligheder på Xbox 360.

Kan man ikke vente med at se spillet i aktion, kan man ved at købe spillet Crackdown få mulighed for at afprøve spillets multiplayer funktion. Det har jeg ikke selv tænkt mig med mindre at jeg kan købe spillet brugt. De knap 400 kr. for at få adgang til betaversionen er mere end hvad jeg vil betale.

Så er der en Mac Book på vej til mig

Jeg skrev tidligere at der måske var en ny udgave af Mac Book på vej, og den er netop kommet på markedet. Forskellen på den nye og den gamle model er at der i den nye er en 2.16 GHz Intel Core 2 Duo Processor hvor der i den tidligere model var en 2 GHz Intel Core 2 Duo processor. De nye Mac Books byder på samme Intel Graphics Media Accelerator 950, som i de gamle modeller, Slot-loading optical drive, Built-in AirPort Extreme (med understøttelse af 802.11n), FireWire 400 samt to USB 2.0 porte, Gigabit Ethernet, Bluetooth 2.0+EDR og kan derudover udrustes med maskimalt 2 GB ram og harddiske på op til 200 GB.

Jeg har lige bestilt en hvid Mac Book med den nye processor og 120 GB harddisk og 1 GB ram og nu glæder jeg mig til at få den leveret på adressen. Det bliver lidt af en omvæltning at skulle bruge operativsystemet Mac OS X i forhold til Windows XP, men jeg har leget en del med forskellige Linux distributioner så jeg forventer ikke at det bliver et problem. Og det gør skam heller ikke noget at maskinen er UNIX baseret. Sådan ser den ud:

Sådan ser min kommende hvide Mac Book ud

Prisen er helt i orden og jeg sparer nu 1.681,25 kr. i forhold til hvad en Mac Book med samme udstyr kostede tidligere i dag så det er total fedt.

Mac Book overvejelser

Jeg var lige inde i humac for at se nærmere på en Mac Book, og det endte næsten med et køb. Dog ville jeg lige tænke det igennem over natten og det var ikke helt dumt. Apple er nemlig på vej med en ny udgave af Mac Book og Mac Book Pro, og de nye modeller skulle være lettere, mere strømbesparende og med en ny GPU. Hvornår de nye modeller kommer på markedet er endnu uvist, og ifølge mediamac kan det allerede være i dag. Både i ind og udland rapporterer butikker og kunder om tømte lagre og det i sig selv peger også på nye modeller.

Derfor tror jeg at jeg venter med at købe en Mac Book. Det vil være lidt surt at købe en ”forældet” model lige inden den nye udkommer, for jeg vil jo gerne have den nyeste.

Ud over disse spekulationer står jeg i et dilemma da man kan få Mac Book i sort og den klassiske hvide farve. Jeg synes at den sorte er ret speciel og da den har en mat overflade kommer men ikke til at døje med ”fedt-fingre” på den. En ulempe er dog at ledninger og tilbehør kun eksisterer i den klassiske hvide farve, og derved er den sorte farve ikke så gennemført som ved den hvide model. Men den sorte skiller sig ud fra den store mængde hvide Apple laptops, hvilket jeg godt kan lide. Igen kan jeg godt lide når noget er gennemført, så jeg ved ikke hvad jeg skal vælge.

Forza Motorsport 2

Uovertruffen grafik og realisme! Jeg har selv spillet PGR 2 og PGR 3 som begge er mere realistiske end de fleste bilspil, men jeg må godt nok sige at der er en klasseforskel mellem disse og Forza Motorsport 2. Her er der en del køretekniske udfordringer og en velfungerende styring af bilerne – især ved brug af Microsoft’s rat og pedal sæt. Ja, og så er der kælet for de grafiske detaljer og det er fedt at se hvad Xbox 360 kan præstere.

Jeg er sikker på at multiplayerdelen af dette spil bliver ret sjov da man kan skade hinanden. Det må give et bedre gameplay end de spil hvor køreegenskaberne bevares på trods af sammenstød.

Jeg ser frem til udgivelsen i juni og glæder mig til at kunne modificere bilerne og fin-tune dem.

Første møde med Danske Ølentusiaster

Min kæreste Lene og jeg var i går til vores første møde med Danske Ølentusiasters lokalafdeling her i Aalborg. Da vi er helt nye medlemmer af denne forening, så besluttede vi os for at deltage ved et hyggeligt møde på Søgaards Bryghus hvor vi ved samme lejlighed kunne møde andre medlemmer og samtidig smage på et par gode øl.

Mit indtryk af foreningen er rigtig godt, og går man med tanker om at skulle brygge sin egen øl, så er der masser af hjælp at hente. Det er ret inspirerende at snakke med mennesker der har forskellige holdninger til øl, og alt den snak om øl har da sat mine tanker i gang omkring ølbrygning – og mon ikke der kommer noget hjemmebryg ud af det på et tidspunkt her i år. Alt i alt var det en meget hyggelig tirsdag aften, og da selskabet og øllet var helt i top, er det da helt sikkert noget Lene og jeg skal deltage i igen.

Jeg bryggede en stout som afgangsprojekt i proces og levnedsmiddel på HTX i Aars i 1997 og den blev rigtig god. Men det er dæleme længe siden og jeg kan knap nok huske hvordan det hele blev til den gang, men jeg har da en detaljeret projektrapport om det et sted nede i kælderen. Jeg kan også huske at jeg skaffede forskellige malttyper, gær, og humle på Thisted Bryghus da det ikke var så nemt at støve de forskellige ingredienser op den gang. Med udbredelsen af Internettet og den øgede danske interesse for mikrobryggerier og hjemmebryg, er det noget nemmere at skaffe meget mere specialiserede ingredienser end i 1997, så jeg tror ikke at den står på stout næste gang. I stedet kunne godt tænke mig at brygge en IPA (Indian Pale Ale) og det er ikke utænkeligt at Lene også vil have gang i noget. Det må tiden vise.

EDW-kursus i hovedstaden

Jeg var på et kursus i Enterprice Dataware House modellering hos Platon i København her i ugen. Det er et kursus jeg varmt kan anbefale til alle som arbejder med Dataware House, Business Intelligence og ETL som ønsker en ny måde at anskue modellering deres Dataware House på. Platons 2. generations model gør op med blandingen af ER og dimensionel moddelering.

Ud over at være på kursus gik jeg en tur rundt i den gamle del af København. Det er længe siden jeg har været rundt i byen, og det var rart at få frisket minderne fra min tid i Den Kongelige Livgarde op. Bland andet med en tur på Kastellet og forsvarsministerens bolig (se billede neden under).

Jeg bliver stadig fascineret over denne fæstning og når man går mellem de meget gamle bygninger, kan jeg slet ikke lade være med at tænke på hvordan man mon levede den gang stedet blev opført af kong Christian IV d. 28. oktober i 1624. I forhold til Aalborg hvor jeg bor, er der mange spændende detaljer ved de Københavnske bygninger som er blevet bevaret. Jeg håber da også at man så vidt muligt søger at bevare disse bygninger i fremtiden så alle kan se den omhyggelighed der har været i udførslen af bygningerne – alle de detaljer som næppe er at finde i nutidens byggerier.

Weekend i England

Efter en fantastisk weekend i England med min kæreste er der vist kun én ting at sige; der skal jeg helt sikkert over igen. Det var min anden tur der over og denne gang gik turen til en Woking som ligger sydvest for London hvor min kærestes bror har bosat sig med sin kæreste.

Turen bød på alt fra pints og engelsk morgenmad til Stonehenge og et par andre seværdigheder.

Tur til London, 2007

Oracle kursus i hovedstaden

Jeg har brugt de sidste tre dage på et Oracle kursus i København, og jeg er nu på vej hjem til min dejlige kæreste (jubiiii!!!). Det var meningen at jeg skulle til kursus hele ugen, men sidste del af kurset blev desværre aflyst grundet mangel på deltagere. Det er ikke optimalt da denne kursusgang er den væsentligste for mig, men nu har jeg da fået frisket de fundamentale SQL’er op på Oracle’sk.

Nu sidder jeg i Københavns Lufthavn med mulen i en dejlig kold fadøl (altså ikke nogen hængemuleøl) og mon ikke snart glasset skal genopfyldes… Resultat af mit ophold: et kursusbevis i Oracle 10g Fundamentals I, tre hyggelige dage i Kbh. og god forplejning = thumbs up.

Mine første to uger på arbejde

Så er der gået to uger siden jeg startede på arbejde og det er gået forrygende stærkt. Jeg har fået en virkelig god mentor som er god til at lære fra sig, hvilket er en absolut nødvendighed da min viden inden for datawarehousing er meget begrænset. Derfor har jeg planlagt et par kurser i København hvor jeg skal dygtiggøre mig inden for Oracle som er et avanceret Database Management System. Jeg skal også have andre kurser inden for avanceret brug af UNIX og shell-programmering. På den måde skulle jeg gerne blive klædt godt på til at løse opgaver mere selvstændigt end jeg gør lige nu.

Mine arbejdskolleger er vildt flinke og dygtige (og tålmodige), og arbejdsmiljøet overgår alle mine forventninger. Det er meget anderledes end det jeg kender fra universitetet, hvor vi alle var på samme niveau og vi så at sige startede på nu hver gang. På mit nye arbejde er jeg kommet ind i et veletableret arbejdsmiljø hvor alle er hjælpsomme og har en meget stor viden inden for mit nye arbejdsområde. Det gør at jeg kommer langt med mine opgaver, men det kan til tider gå lidt for stærkt til at jeg kan holde styr på alle detaljer. Men jeg kan mærke at min forståelse bliver bedre og bedre og min arbejdsopgaver bliver mindre kaotiske.

Alt i alt er jeg meget glad for mit nye job, og jeg kan mærke at det er et sted jeg virkelig kan dygtiggøre mig og blive udfordret gennem mine arbejdsopgaver og ikke mindst udfordret af mine kollegers humor.